Aarhus Dyrehospitals øjenafdeling

Iris Cyster

Cyster dannes af iris eller øjets strålelegeme.

Forekomst
  • Cyster fra iris eller strålelegemet bag iris, er almindeligt forekommende hos hunde.
  • Cysterne kan være medfødte, men optræder hyppigst hos midaldrende og ældre hunde.
  • Nogle racer, f.eks. Labrador og Golden Retriever er disponeret for iriscyster.

Årsag

Fysisk traume af øjet eller betændelse inden i øjet kan måske være årsagen, men i de fleste tilfælde er årsagen ukendt.
Nogle øjenspecialister mener, at der er tale om en aldersmæssig betinget degeneration i iris og strålelegemet.

Symptomer


En iriscyste flyder frit nederst i det forreste øjenkammer lige bag hornhinden.
Cysten er helt sort pigmenteret, fordi den er dannet på bagsiden af iris.
Der er ingen tegn på irritation eller smerte i øjet.

  • Normalt er der ingen symptomer på smerte eller ubehag i øjet, og hunden viser ikke tegn på nedsat syn.
  • Én enkelt cyste opdages ofte ved et tilfælde af ejeren eller ved dyrlægens årlige sundhedsundersøgelse i forbindelse med vaccination.
  • Cysterne, en enkelt eller flere, kan forekomme i det ene eller i begge øjne.
  • Cysterne er enten sorte eller brunlige af farve, hyppigt runde eller ovale.
  • Cysterne kan sidde fast på kanten af pupillen eller flyde frit i det forreste øjenkammer.

Diagnose


En kat med to store og sorte iriscyster, der flyder frit i det forreste øjenkammer.

  • Det er vigtigt, at dyrlægen kan afgøre, om der er tale om en godartet cyste, eller der måske er tale om svulst, der udgår fra iris eller strålelegemet bag iris.
  • Cysterne er ved kraftig belysning gennemskinnelige. 
  • Ved deres placering og udseende samt antal i øjet vil den erfarne dyrlæge ofte kunne stille diagnosen alene ved en klinisk øjenundersøgelse.
  • Ultralydsscanning kan benyttes i diagnosticeringen.
  • Svulster fra iris eller strålelegemet er ofte uregelmæssige af form og opbygget af et fast væv, der ikke er gennemskinneligt.
  • En svulst sidder fast i iris og kan ikke løsrives og flyde frit i det forreste øjenkammer. 

Behandling


Labrador med en klar iriscyste med en meget tynd væg.

  • Cysterne kræver i de fleste tilfælde ingen behandling.
  • Behandling er ikke tilrådelig, hvis hunden ingen symptomer viser.
  • Ved meget store og mange cyster kan øjenspecialisten under en let bedøvning af hunden, punktere cysten eller cysterne og suge indholdet ud.

Ønsker du vejledning om en øjensygdom kan du kontakte øjenspecialisten på Tlf. 86 28 27 88 eller udfyld her