Aarhus Dyrehospitals øjenafdeling

Løsning af øjets linse
Linseluksation

Såfremt linsetrådene brister, kan linsen gå delvis løs eller rives fuldstændigt løs fra sit ophæng.
Hvis linsen rives helt løs falder den i de fleste tilfælde fremover og kan passere gennem pupillen og ud i det forreste øjenkammer, men linsen kan også falde bagud og ned i glaslegemet.
Hvis den løsrevne linse ligger i det forreste øjenkammer, beskadiger den bagsiden af hornhinden og fremkalder her et blivende uklart område.

Årsager

  • Primær linseluksation på grund af svage linsetråde ses hos mange Terrierracer.
  • Sekundær linseluksation kan opstå efter en traumatisk skade af øjet.
  • Sekundær linseluksation efter uvetitis, betændelse i regnbuehinden.
  • Sekundær linseluksation på grund af glaukom, grøn stær.
  • Sekundær linseluksation på grund af cataract, grå stær.


Et øje med PRA og sekundær grå stær, hvor der som følge af den grå stær er opstået en løsning af linsen hos en Puddelbl., 8 år.

  • Linseluksation på grund af medfødte deformiteter opstået under udvikling af øjet.
  • Linseluksation opstået af ukendte årsager.


Linsen er revet løs, og den øverste kant af linsen ses tydeligt med rester af overrevne linsetråde.


Linsen er revet løs og ligger bag pupillen og regnbuehinden. Linsen kan her fra bevæge sig frem i forreste øjenkammer eller bagud i øjet

Racer med arvelig linseluksation: Jack Russel Terrier, Tysk Jagt Terrier, Fox Terrier, West Highland White Terrier, Skotsk Terrier, Bedlington Terrier, Welsh Terrier, Tibetansk Terrier og Border Collie.

Symptomer

  • Ved den primære linseluksation, hvor linsen kun er delvis løsnet, subluksation, vil ejeren ikke bemærke noget unormalt.
  • Ved en total linseluksation, hvor linsen rives løs, vil der opstå ubehag og smerte i øjet, der bliver rødt.
  • Opstår der glaukom hæver øjet og bliver rødt, og er trykket højt i mere end 72 timer, ødelægges nethinden og synsnerven, og synet er tabt.

  • Hos de hunderacer, der er disponeret for linseluksation, vil det andet øje næsten altid blive ramt få måneder efter det første øje.
  • Øjenspecialisten vil derfor altid undersøge det raske øje, og i mange tilfælde konstatere, at linsen er ved at rive sig løs.


I kanten ses små, skyede og grålige uklarheder.
Linsen er løs og løsrevet glaslegeme er trængt ud i forreste øjenkammer.

Behandling

  • En primær linseluksation, hvor der endnu ikke er opstået glaukom, kræver omgående operation.


Terrierblanding, hvor linsen er revet helt løs og ligger fremme i forreste øjenkammer foran iris. Kanten af linsen kan ses 360 grader rundt. Hornhinden er i et område diffus uklar, fordi linsen ved berøring har skadet hornhindens bagside.


Med en cryoekstraktor fjernes den løsrevne linse fra øjet.

  • Ved operationen fjernes linsen, og opstår der ikke efterfølgende komplikationer, vil hunden opnå et tilfredsstillende syn.
  • Er der opstået linseluksation, eller en subluksation i det andet øje, kræver det naturligvis også en operation, inden der opstår et glaukom.
  • Ved glaukom, der har ødelagt synet og giver smerte, kan øjet i de fleste tilfælde bevares med en protese i øjet.
    Alternativt kan øjet fjernes.


Hunden har bevaret øjet ved indlæggelse af en protese og har bevaret dens naturlige udseende.

Avl

Hunde med primær arvelig linseluksation bør naturligvis ikke bruges i avl, og flere racer undersøges derfor i dag ved undersøgelserne for arvelige øjensygdomme for at udrydde denne øjensygdom.

Ønsker du vejledning om en øjensygdom kan du kontakte øjenspecialisten på Tlf. 86 28 27 88 eller udfyld her