Aarhus Dyrehospitals øjenafdeling

En Arvelig øjensygdom hos Dobermann Pincher og Staffordshire Bull Terrier
Persisterende Hyperplastisk Tunica Vasculosa Lentis og Persisterende Hyperplastisk Primær Vitreus PHTVL/PHPV

Forekomst

  • Hos ovennævnte to racer forekommer en arvelig øjensygdom, der kan være årsag til en cataract, grå stær i øjets linse, og i nogle tilfælde med blødninger i glaslegemet bag ved linsen. 

Anatomi

  • Persisterende = Vedvarende eller blivende.
    Hyperplastisk = Fortykkelse.
  • I fosterstadiet løber en kraftig blodåre fra synsnerven frem gennem øjet og danner et netværk af blodårer på linsens bagside.
    Dette netværk af blodårer giver næring til en normal udvikling af linsen.
  • Netværket bag anlægget for linsen kaldes Tunica Vasculosa Lentis (TVL), og blodåren med det nærmest omgivende væv kaldes Primær Vitreus (PV).
  • Under øjets udvikling i fosterstadiet dannes linsen, og netværket af blodårer, der ernærer linsen, vil langsomt forsvinde.
  • Under svind af dette net af blodårer, kan der opstå en fejlagtig udvikling, hvorved en mindre eller større del af netværket af blodårer ikke forsvinder.

Misdannelsen

PHTVL/PHPV kan inddeles i 6 sværhedsgrader, hvor linsen i ovenstående tegning er vist forfra og fra siden.

  1. Meget små gul/brune/hvide pletter i eller bag på den bagerste linsekapsel.
  2. Centralt i linsen en bagerste cataract med gult/brunt bindevæv og mere tætliggende pletter end i grad 1.
  3. Linsens form er stadig normal, men en større del af nettet af blodårer, Tunica Vasculosa Lentis, ses bag på linsen, og blodåren fra den Primære Vitreus kan følges bag ud til synsnerven.
  4. Linsens bagside er deform, men ellers ses de samme forandringer som ved grad 2.
  5. Kombination af grad 3 og 4.
  6. Kombination af alle de tidligere grader i forbindelse med f.eks. en uregelmæssig linse, en for lille linse, større klumper af pigment eller blod eller frit flydende blod bag linsen.
  • Grad 1 vil normalt ikke påvirke hundens syn og ændrer sig sjældent i løbet af hundens liv.
  • De øvrige grader påvirker synet mere eller mindre, og i mange tilfælde udvikles en fremadskridende cataract og evt. en samtidig blødning i linsen eller bag ved linsen, der kan føre til blindhed.


Persisterende Hyperplastisk Primær Vitreus hos en Staffordshire Bull Terrier.

 


Persisterende Hyperplastisk Primær Vitreus hos en Staffordshire Bull Terrier.
Udtalt sygelige forandringer i linsen, hvor der også er blødning.

Arvelighed

  • PHTVL/PHPV er en arvelig sygdom, der sandsynligvis er dominant med vekslende gennemslagskraft.
  • Sygdommen vil altid være til stede i begge øjne, men ikke altid i samme grad.

Bekæmpelse

  • Avlshunde bør undersøges før de tages i brug.
  • Hunde kan undersøges af en øjendyrlæge, der er medlem af Den Danske Dyrlægeforenings Panel.
  • Hvalpe kan undersøges i en alder af 6-10 uger.
  • Paneldyrlægen udsteder en speciel øjenattest.
  • Hunde med PHTVL/PHPV bør ikke anvendes i avl.
  • Ønsker du vejledning om en øjensygdom kan du kontakte øjenspecialisten på Tlf. 86 28 27 88 eller udfyld her