Aarhus Dyrehospitals øjenafdeling

Unormale forhold i øjenlågene

Øjenproblemer hos nyfødte hvalpe og killinger

  • Øjenlågene åbner sig i alderen 10-14 dage.
    Hvis øjet åbner sig for tidligt, er tåreproduktionen endnu ikke gået i gang, og symptomer på tør hornhindebetændelse vil opstå, medmindre man sørger for at behandle med antibiotikaøjensalve flere gange daglig.

Medfødt øjenbetændelse

  • Betændelse i øjet kan opstå før øjenlågene har åbnet sig. 
    Årsagen kan være bakterier eller virus, og der kan opstå en alvorlig betændelse i hornhinden med sår og ar.
  • Hos killinger kan årsagen være infektion med Herpes virus, der kræver behandling med speciel medicin.

  • Såfremt øjet hæver, før øjenlågene har åbnet sig, er det nødvendigt at søge hurtig hjælp hos dyrlægen, der vil åbne øjet og behandle med den nødvendige medicin.

Mangelfuld eller fejlagtig udvikling af øjenlågene

  • En mangelfuld udvikling i øjenlåget, et colobom, optræder hyppigst hos katte, og specielt hos Perserkatte. 


Kat med et Colobom udvendigt i øverste øjenlåg.


Hund med et Colobom i øjenlåget

Colobomet forekommer i den yderste del af øverste øjenlåg.
Colobomet forårsager irritation og arvæv i øjet, fordi tårevæsken ikke spredes normalt, og fordi hår i dette område af øjenlåget vil irritere hornhinden.
En plastisk operation er nødvendig for at genskabe et normalt øjenlåg.

Lagophthalmos - Mangelfuld lukning af øjenlågene

  • Lagophthalmos er almindeligt hos Pekingeser, Mops, Boston Terrier og Fransk Bulldog, Lhasa Apso, Shih Tzu og hos Perserkatten.
  • Hos dyr med lagophthalmos er blinkerefleksen nedsat, og ejeren observerer undertiden, at dyret sover med halvt åbne øjne.
    Disse dyr kan i mange år være uden tegn på en øjensygdom, men en pigmentering og hermed uklarhed kan starte i en tidlig alder.

  • En almindeligt forekommende og alvorlig øjensygdom er et sår centralt i hornhinden.
    Dette sår opstår, fordi tårevæsken ikke fordeles ligeligt over hornhinden på grund af den nedsatte evne til at blinke normalt. 
  • Såfremt sygelige forandringer i hornhinden opdages på et tidligt tidspunkt, kan et mindre kirurgisk indgreb udføres.
    Denne operation afkorter den for lange øjenspalte, og øger evnen til at blinke normalt og fordele tårevæsken over hele hornhinden.

Svulster i øjenlåget

  • De fleste svulster i øjenlåget hos hund udgår fra de meibomske kirtler i kanten af øjenlåget, og disse kirtelsvulster er godartede. 
    Der kan også optræde vorter i øjenlåget.

  • Imidlertid forekommer også ondartede svulster, kræftsvulster, som kan spredes til andre organer (døtresvulster), der kan medføre døden.
    Derfor bør en hver svulst fjernes, så snart den opdages.
    Svulsten bør også fjernes så tidligt som muligt, for at der ikke skal opstå et stort ar i øjenlåget. som er årsag til et fremtidigt øjenproblem.
  • Øjendyrlægen kan rådgive dig om, hvorvidt det er tilrådeligt, at få svulsten undersøgt af en øjenpatolog, der kan afgøre om svulsten er godartet eller ondartet
  • Hos katte, og her drejer det sig hyppigt om ældre katte, er svulster i øjenlåget ikke sjældent kræftsvulster.
    Derfor bør disse svulster fjernes så hurtigt, som det overhovedet er muligt.

Billederne af de to katte viser ondartede kræftsvulster i det nederste øjenlåg

Traumatisk skade af øjenlåget 

  • En fysisk skade af øjenlåget skal behandles så hurtigt som muligt.
    En oprensning af såret og efterfølgende syning er vigtig for at bevare øjenlåget intakt.

Lammelse af ansigtsnerven - Nervus facialis 

  • Denne skade forårsager en lammelse af øjenlågene, og kan opstå bl.a. hos patienter med kronisk ørebetændelse.
  • På grund af lammelsen af musklerne der omgiver øjenlågene, kan øjenlågene ikke blinke normalt, og hornhinden tørrer ud, fordi tårevæsken ikke spredes normalt over øjet.
    Denne tørhed kan være årsag til sår i hornhinden, infektioner, og i værste fald kan der gå hul på øjet.

  • Derfor er en tidlig diagnose meget vigtig, for at den rigtige behandling kan sættes i gang og forhindre tørheden i øjet.
  • Ønsker du vejledning om en øjensygdom kan du kontakte øjendyrlægen på Tlf. 86 28 27 88 eller udfyld her